Forsøger GEUS at kuppe vurderingen af pesticider – igen?

VAP “in the beginning”.

Da VAP (VArslingssystemet for Pesticider) startede blev resultaterne første år afrapporteret ganske nøgternt. Men meget hurtigt (vel andet år) forsøgte GEUS at præsentere resultaterne fra drænvandsmålinger som værende udtryk for, hvad der skete med grundvandet. Det var (naturligvis) glyphosat, det drejede sig om – et stof, som GEUS altid (indtil de for nylig har måttet indrømme, at det ikke var et grundvandsproblem) har forfulgt.

Dette opponerede jeg ret hurtigt imod og det blev startskuddet til en lang og indædt kamp mod den linie GEUS forsøgte at påtvinge Miljøstyrelsen via sin institutionelle magt. Det var hurtigt blevet klart for mig, at det, man målte i drænvand, aldrig kunne være identisk med det, man ville kunne måle i grundvandet.

Kampen blev lang og indædt og krævede sit af min psyke. Men Miljøstyrelsen som sådan blev hen ad vejen overbevist om, at mine anker over GEUS var særdeles fagligt og sagligt berettigede og velbegrundede. Mine synspunkter blev endvidere støttet af forskere på KU (den gang KVL), hvilket var meget vigtigt i processen.

Det endte med, at Miljøstyrelsen officielt undsagde GEUS og det blev eksplicit udtrykt i Miljøstyrelsens rammer for vurdering af pesticider,  hvor der står:

“Data from the Pesticide Leaching Assessment Programme15 (PLAP) can be used in the assessments. When evaluating risk of leaching to groundwater only data from the groundwater installations in PLAP are used and not samples from drains or suction cups.”

GEUS har vist aldrig rigtig indrømmet, at det var Miljøstyrelsen, der indtog den fagligt korrekte position – men GEUS har jo aldrig kunnet indrømme noget, hvor de tabte ansigt.

Historien gentager sig?

I 2012 blev nogle nye installationer – horisontale filtre i 2 m dybde – taget i brug. Det var et stærkt ønske hos GEUS, men så vidt jeg husker, er der ikke blevet præsenteret nogen god begrundelse for disse meget højtliggende installationer. På et møde i GEUS blev der fra andre eksperters side oven i købet advaret stærkt mod disse installationer, som ligger i biopore-domænet,

Det viser sig nu, at GEUS i den seneste (og måske foregående) VAP rapport anvender resultater fra disse nye 2 m-filtre som resultater, der stammer fra grundvandsinstallationer.

Igen – det er min klare overbevisning (uden her at gå i detaljer) på basis af de forhold, jeg kender til, at disse nye installationer ikke kan betragtes som grundvandsinstallationer. Tværtimod er det langt bedre begrundet at betragte dem som værende på linie med dræn.

Skandalen i Miljøstyrelsen.

Det blev derfor vigtigt at udrede, hvorledes myndighederne anvender resultater fra disse nye installationer, der som sagt blev taget i brug i 2012. En aktindsigt hos Miljøstyrelsen gav anledning til følgende udtalelse fra Miljøstyrelsen:

“Miljøstyrelsen har ikke udarbejdet retningslinjer, for hvorledes resultater fra de nyetablerede horisontale filtre skal vurderes. Der er tale om en ny problemstilling, hvor Miljøstyrelsen til brug for en vurdering ønsker et velunderbygget datagrundlag med hensyn til bl.a. klima og vejr (en vis tidsperiode), antal lokaliteter, boringsdybder og antal testede stoffer. Hertil kommer, at boring og etablering af filtrene kan have forstyrret den omgivende jord og hydrologi, hvorfor der kan være tale om en periode, inden systemet er ”genetableret” og repræsentativt for den pågældende lokalitet.”

Det vil sige, at Miljøstyrelsen ikke ved beslutningen om at installere disse nye filtre udarbejdede retningslinier for vurdering af resultater fra disse. Heller ikke nu efter næsten 5 år har Miljøstyrelsen fundet ud af, hvordan man benytter resultater fra disse filtre.

Idet hele taget tyder Miljøstyrelsens svar jo på, at man har installeret og ibrugtaget disse filtre fuldstændig med hovedet under armen.

Hvis man så pænt havde afventet indsamling af data og på den baggrund havde udarbejdet et vurderingsparadigme – så kunne det have være OK. Men Miljøstyrelsen er blevet overhalet indenom af GEUS, der jo har besluttet, at resultater fra disse filtre skal afrapporteres. Dermed har de taget Miljøstyrelsen som gidsel og Miljøstyrelsen vil få meget svært ved at lave en velbegrundet og faglig korrekt beslutning. Nøjagtig som da VAP startede, hvor det tog lang tid og mange anstrengelser for at frembringe et fagligt korrekt paradigme, som det nu fremgår af Miljøstyrelsens rammer for vurdering.

Hvis i øvrigt Miljøstyrelsen er så uafklaret, hvordan er det så muligt, at denne VAP rapport er kommet på gaden? Har Miljøstyrelsen ikke anket over brugen af disse filtre? Øjensynligt ikke – Miljøstyrelsen er i hvert fald hoppet med på problematiseringen af 1,2,4-triazol – en metabolit fra azoxystrobin – bla ud fra målinger i disse nye filtre.

VAP tekst om 1,2,4-triazol side 70

Miljøstyrelsen om 1,2,4-triaazol

Ovenstående link til det aktuelle stof 1,2,4-triazol (svampemiddel nedbrydningsprodukt), som DN har skræmt befolkningen med, viser, at også dette stof siges at være nedvasket til grundvandet på basis af bl.a. målinger i de nye filtre i 2 m dybde.

Også CyPM, et nedbrydningsprodukt fra azoxystrobin, er omtalt som værende fundet i grundvandet på basis af målinger i de nye filtre:

Læs om CyPM her på side 9

Dette er en forvaltningsmæssig skandale, at Miljøstyrelsen ikke fra start havde et paradigme for forvaltning klart og selvfølgelig endnu mer,e at det ikke er klart efter 5 år – og muligvis også en økonomisk skandale, hvis det viser sig, at disse filtre ikke bidrager til noget yderligere (men det skal man nok forklare sig ud af). Et element i skandalen er, at det officielt anerkendt, at GEUS skal skaffe data og Miljøstyrelsen skal vurdere data i forhold til risiko for udvaskning – det, kan man bestemt ikke sige, er sket her.

Yderligere aktindsigt kan muligvis afsløre dette.

Miljøstyrelsens reaktion fremover

Det bliver spændende at følge Miljøstyrelsens reaktion: vil de foretage en selvstændig og faglig vurdering eller er de nu så “forpligtede” af GEUS’s  vurdering, at det, der ikke lykkedes i starten af VAP, nu vil lykkes for GEUS – at få et ufagligt og tendentiøst vurderingsparadigme ind i forvaltningen?

 

 

 

 

 

Aktindsigt, Naturstyrelsens og Miljøstyrelsens manglende vilje/evne

Naturstyrelsen og Miljøstyrelsen gør tingene vanskelige.

Hvis man er kritisk over for myndighederne og ønsker oplysninger, så kan man være sikker på, at myndighederne ikke gør, hvad de kan, for at det skal gå hurtigt.

Aktindsigt.

Mit råd er derfor, at hvis man overhovedet kan, så skal man formulere sine spørgsmål som ønske om aktindsigt. Det betyder, at svarene skal falde langt hurtigere, end  hvis det blot er et almindeligt spørgsmål til myndigheden.

Jeg havde et simpelt spørgsmål om, hvor den tekst, som GEUS skrev i deres pressemeddelelse, stammede fra. Det ville tage op til 4 uger at besvare.

Jeg formulerede derfor den 18. december 2014 spørgsmålet således, at jeg gerne ville have aktindsigt i de dokumenter, som GEUS hentede sin formulering fra. Jeg fik det svar, at man ikke kunne svare inden for de 7 dage, som man i medfør af Offentlighedsloven havde til at svare. Dette betød, at jeg først kunne få svar efter nytår:

Naturstyrelsen:

“Din anmodning behandles efter fristerne i offentlighedsloven. Naturstyrelsen kan i den anledning oplyse, at det ikke er muligt for Naturstyrelsen at besvare din anmodning inden for syv arbejdsdage efter modtagelsen, jf. offentlighedslovens § 36, stk. 2, 2. pkt. Det skyldes, at Naturstyrelsen holder lukket mellem jul og nytår.”

Men hvad siger Offentlighedsloven egentlig:

Behandlingen af anmodninger om aktindsigt mv. 

Aktindsigtsanmodninger afgøres af den myndighed, der har afgørelseskompetence

i den underliggende sag, og ellers af den myndighed, der har dokumentet

i sin besiddelse

Anmodninger om aktindsigt skal afgøres snarest og som udgangspunkt inden

for 7 arbejdsdage

Ansøgeren skal underrettes, hvis anmodningen ikke kan afgøres inden for 7

arbejdsdage

Der er opstillet målsætninger for, hvor hurtigt myndigheden mv. bør bestræbe

sig på at færdigbehandle aktindsigtsanmodninger:

– Simple sager inden for 1-2 arbejdsdage

– Andre sager inden for 3-7 arbejdsdage

– Sager med stort antal dokumenter mv. inden for 14 arbejdsdage

– Særlig omfattende sager mv. inden for 40 arbejdsdage

Endvidere gælder:

Udtrykket ”7 arbejdsdage” medfører, at bl.a. lørdage, søndage og helligdage ikke skal

medregnes ved beregningen af fristen. Hvis f.eks. en kommune vælger at holde lukket

en bestemt hverdag, indgår den pågældende dag derimod i fristberegningen. Det er

uden betydning, hvornår på døgnet anmodningen modtages hos myndigheden. En

aktindsigtsanmodning pr. e-mail modtaget en mandag kl. 23.59 anses således for modtaget

den pågældende mandag.

Det er således helt klart, at mit spørgsmål ikke er behandlet efter reglerne i Offentlighedsloven. Det synes som om, at myndigheden glemmer, at der skal svares snarest og fokuserer på, at der skal svares inden for 7 arbejdsdage. Simple sager – som min – bør (=skal) være besvaret inden for 1-2 arbejdsdage og det faktum, at styrelsen holder lukket på hverdage ifm jul og nytår, har ingen indflydelse på svarfristen.

Derfor burde jeg have haft svaret allerede nu.

Så kan man spekulere på, om styrelsen er ukendt med reglerne eller om de er i ond tro. Uanset hvad, så er gør det tingene meget mere vanskeligt for borgere, der gerne vil have svar i en fart.

Følgende var at læse i Politiken:

Ombudsmanden vil holde skarpt øje med de nye og kortere tidsfrister for, hvor lang tid myndigheder må bruge på at behandle en anmodning om aktindsigt.

»Vi vil holde myndighederne hårdt fast på at give offentligheden og medierne den ret, som følger af loven. Og at give den hurtigt«, skriver Jørgen Steen Sørensen i sin Kronik.

 

 

Løgn, vildledning og fordrejning om grundvand og monitering

Løgn, vildledning og fordrejning om grundvand og monitering

Under denne overskrift gik jeg ud i offentligheden, Maskinbladet.dk, med min kritik af myndighederne, især Miljøstyrelsen og Naturstyrelsen. Dette har siden givet en del dønninger og jeg håber at uddybning og yderligere historier vil give endnu flere – helst så mange, at myndighederne skifter kurs. Det betyder, at myndighederne må korrigere eksisterende fejl og fremover oplyse sagligt og sandfærdigt.

Dermed kan man få genskabt det forhold, der bør være i den demokratiske proces mellem politikere, embedsværk, Folketing og offentlighed.

Jeg er klar over, at jeg fremover må dokumentere og argumentere i større detalje, end det har været muligt i Maskinbladet, idet man ikke får ubegrænset plads i Maskinbladet. Denne begrænsede plads har nok været en faktor, som har gjort tingene lidt sværere at forstå end nødvendigt.

Nu, hvor jeg har fået hjemmeside og Facebook til at spille sammen, så vil jeg her på hjemmesiden oprette sider, hvor jeg kan give dokumentation og begrundelser. Hvis der derfor er ting, som ikke er let forståelige, så lad os kommunikere på hjemmesiden eller på Facebook og jeg vil bestræbe mig på, at der kommer forklaringer på hjemmesiden

Jeg har i den forbindelse en bøn til læseren. Når I skriver om emnet, så vil jeg opfordre til at I laver links til hjemmesiden Straight-talk.dk. Det betyder, at siden har større chance for at rykke op og måske havne på side 1, når nogen Googler relevante søgeord. Dermed kan gennemslagskraften øges.

 

 

Bentazon-rapport fra Miljøstyrelsen: En bestillingsopgave fra miljøminister Ida Auken

Bentazon, grundvand og Ida Auken.

Før Ida Auken kom til magten.

Før Ida Auken kom til magten, var  hun ofte i pressen med løfter om at forbyde bentazon. Da hun (heller ikke) dengang havde nogen viden om dette stof og hele pesticidområdet, kunne det kun ses som en opportunistisk politisk udmelding. Og så var det tydeligt, at hun lod sig rådgive af/lyttede til politiske udmeldinger fra diverse interesseorganisationer: DN, DANVA o.l. og så GEUS, som i denne sammenhæng også nærmest er en interesseorganisation. Fælles for alle disse organisationer er at de anvender sig af en særlig retorik, der i bedste fald er vildledende og værste fald direkte usand.

Efter Ida Auken kom til magten.

Efter at Ida Auken satte sig i miljøministerstolen fik Miljøstyrelsen en bestillingsopgave, der gik ud på at skrue en forbudssag mod bentazon sammen. Det skal siges, at Miljøstyrelsen i det væsentligste stod fast på, at man kunne gøre noget, der var sagligt begrundet. Dette passede ikke miljøministeren og der har sikkert været mange træfninger, hvor man har forsøgt at forklare miljøministeren dette – udkastet var frem og tilbage mange gange, idet hun ikke VILLE acceptere, at der ikke var grundlag for at gribe ind. Det er også derfor, at det har taget mere end et år, før rapporten endelig er blevet udgivet.
Nu er rapporten så endelig kommet

http://www.mst.dk/Nyheder/Pressemeddelelser/2013/bentazon.htm

Det blev ikke til et forbud (af gode grunde, som jeg vil vende tilbage til), men miljøministeren har dog fået sig et lille skålpund kød: der “identificeret et problemområde med kløver til frø”, som nu skal undersøges nærmere. Dette er sat i anførselstegn, da der ikke er nogen faglig indikation på, at bentazon er et problem i denne afgrøde – og der en række ting, man kunne have gjort for at belyse dette, men som man ikke har gjort. Men ministeren skal jo i det mindste virke som om, at hun er handlekraftig.

Ida Auken optrådte i fjernsynet, hvor mange af disse ting skinnede igennem og jeg skrev en protest mail til mit daværende “system”, hvor jeg gjorde opmærksom på dette. Denne mail er i sagens natur lidt indforstået, men jeg alligevel har jeg indklippet her:

Fra: Hansen, Claus Tonni
Sendt: 3. februar 2012 09:51
Til: Frimann Hansen, Lea
Emne: SV: Ferieplan indtil 1.5.2012
Kære Lea
Tak for dette – jeg vil plotte det ind i kalenderen
Jeg har set ministeren på dr1 og har nedenstående overvejelser. Jeg ville være rigtig glad, hvis du kunne bruge lidt tid på at forklare mig, hvorfor hun udtaler sig således, om det er en bevidst strategi eller hvad.
Jeg synes, at Ida Aukens optræden i tv-avisen med Mette Wahlsted (eller hvad hun nu hedder) var en skidt forestilling. Hun udtaler sig på forkerte præmisser og får serveret en række fejl.
Nu kan det godt være, at hun i virkeligheden er orienteret bedre og som Steen siger, hun har haft bedre optrædender ved andre lejligheder. MEN det er klippet med Mette Wahlsted, som ligger på DR’s hjemmeside og det er det, som folk ser.
Heri går følgende galt:
Fortidens synder – nutidens brug.
Jeg troede ikke, at det var dette, der skulle undersøges. Jeg troede, at vi skulle se om vi kunne forklare visse konkrete fund.
Det billede, der p.t. er af bentazonfund, i GRUMO, drikkevand og VAP system, giver ikke nogen anledning til indgreb UANSET om det skyldes fortidens eller nutidens brug. Så jeg forstår ikke, hvorfor Ida Auken lægger så meget vægt på denne problemstilling.
Hvis Naturstyrelsen synes, at der er grund til at reagere over for visse fund i vandhanen hos nogle mennersker, så kan de gøre, hvad de nu har hjemmel til.
Der er imidlertid ikke nogen grund til at Ida Auken overhovedet taler om eventuelt forbud, da det jo handler om landbrugets regelrette anvendelse, som indtil videre er dokumenteret uproblematisk.

Hun opererer fortsat med “fund” eller “pesticider, der KAN gå i grundvandet”. Når hun bruger den retorik, er det så fordi hun ikke er oplyst om den distinktion, der er mellem de forskellige formuleringer og at de anvendte udtryk ikke er gangbare i eksisterende lovgivning og forvaltning? Hvis hun kender hertil, så er hun i ond tro og hvad kan meningen med udtalelserne så være – at gøde jorden for et ikke lovligt indgreb?

Hun siger, at vandværkerne ligger inde med en masse viden og de grønne organisationer ligger inde med en masse viden og det var lige præcis den viden, der gjorde os meget bekymrede før valget……. Jeg finder det stærkt bekymrende, at hun mener, at der hos disse organisationer ligger viden, der skal inddrages. Jeg har ikke oplevet, at der ligger konkret viden – kun at der er masser af udmeldinger, der i bedste fald savner fundering og i visse tilfælde grænser til løgn og manipulation.
Hvad mener hun med, at det er den viden, som hun har taget ind i sit eget system…..?

Hun udtaler sig f.eks. flere gange som om, at hun kender til slutresultatet eller i hvert fald foruddiskonterer det:
“Jeg tøver ikke med at forbyde bentazon, såsnart den viden vi havde før valget, som gjorde os meget bekymrede, er kommet igennem, blevet valideret i vores systemer og faktisk viser, at den bekymring er berettiget” og “vi kan få et forbud, der faktisk kommer til at virke og som vi kan beholde”.
Er hun ikke blevet orienteret om, at der dette ikke lovmedholdeligt kan komme til at ske?
Med den slags udtalelser kommer hun til at foretage en pinlig bodsgang. Eller kan man tænke sig, at man vil bøje reglerne for at frelse ministeren?

For nylig erfarede jeg flg. fra den psykologiske forskning: hvis man tror, at en given ting (berettiget eller uberettiget) er sand, så bliver man mere og mere overbevist om sandheden jo længere tid, der går (uden yderligere oplysninger) – meget mere overbevist, end hvis man i stedet for får mere og mere dokumentation for sandheden af ens opfattelse.
Jeg ved godt, at det er noget, jeg har sagt før og jeg ved, at du har sagt at det ikke skal vække bekymring, men jeg savner oprigtigt lidt mere uddybet feed back til de forskellige punkter og om der er en aftale om, at det er et politisk spil, der kører.
Og jeg savner også at få at vide, hvornår vi så kan tale om oplægget til grundvandsforståelse. Det var den 22. september sidste år, at jeg udsendte oplægget, altså for 4½ måned siden.

Mvh Claus

Bentazon-rapporten vil blive gennemgået.

Rapporten om bentazon munder ud i, at der ikke er grund til at gribe ind men at der skal ske en undersøgelse at et marginalt anvendelsesområde. At der ikke er grund til at gribe ind, kunne man have konkluderet uden at lave alt dette arbejde – men sådan kan man øjensynlig ikke trænge igennem med, når der trods al faglig viden er et politisk ønske om lave et forbud (jeg minder her om citatet i bunden af siden). Men selv om konklusionen overordnet falder fagligt korrekt ud (med den lille skønhedsfejl), så er der alligevel grund til at gå gennem rapporten, da den indeholder en mængde vildledninger, ukorrekte statements og lignende. For hvis ikke nogen fortæller om disse, vil de fortsat florere i den offentlige debat og være med til at vildlede og danne grundlag for ufaglige, politisk dikterede  beslutninger.

Så følg med – jeg håber snart at vende tilbage med nye indlæg om bentazon-rapporten.

Er der et særligt aspekt, du gerne vil have op, så benyt muligheden for dialog.